Begynderkursus

Dans samba med bierne  
Tag forskud på sommeren med et kursus i biavl – og få et indblik i en verden, som du ikke havde
forestillet dig. Vidste du f.eks. at bier kommunikerer med hinanden vha. dans? Ved at vrikke med
rumpen kan de fortælle hinanden om retning og afstand til gode blomster.  
Selvom kalenderen siger vinter, og det føles som om de lune sommerdage med travlt summende
insekter er uendeligt langt væk, så har du netop nu mulighed for at få forskud på sommeren. Det
kan du torsdag den 13.03, når Østfyns Biavlerforening slår dørene op for årets begynderkursus i
biavl. For hvad er mere sommerligt end blomster og summende bier? 
»Vi har hele vinteren glædet os til at kunne slå dørene op for et nyt hold biavlere. På vores kursus
er du garanteret to ting: Enestående naturoplevelser og engagerede undervisere, som sikrer, at du
kommer rigtig godt i gang med biavl. Det er ikke svært at lære biavl, men det er vigtigt at du lærer
det fra grunden og det hjælper vores undervisere med,« siger Joachim Bentzen, formand for
Østfyns Biavlerforening.  

En kilde til forundring 
Vidste du i øvrigt, at en bifamilie består af én dronning og op mod 50.000 arbejderbier.
Dronningens opgave er at lægge æg, og det gør hun flittigt. Faktisk lægger hun 2000 æg om
dagen, hvilket svarer til, at hun dagligt lægger sin egen vægt i æg. Arbejderbierne har et meget
stort antal opgaver, som er bestemt af deres alder. Nogle laver bivoks og bygger med det, andre
gør rent, mens andre flyver ud og samler føde og dermed bestøver blomster.   
»Har du først fået bier i haven, så kan du roligt regne med, at intet er som før. For du vil uvilkårligt
kigge til bierne for at se om de flyver eller om de har pollen med hjem. Og måske kan du se bierne
danse. Kommer du først i gang med biavl, så vil du finde ud af, at bierne er en uudtømmelig kilde
til forundring,« siger Joachim Bentzen. Selvom vi forbinder bier med forår og sommer, så
overvintrer de i en klynge og kan klare helt ned til 45 frostgrader. I midten af klyngen befinder
dronningen sig, og bierne sørger for, at der altid er omkring 30 grader omkring hende – vel at
mærke plusgrader. Det gør de ved at klumpe sig sammen og deres kropsvarme sikrer sommerlige
temperaturer omkring dronningen.  

Bliv klog på bier i teori og praksis 
Kurserne indledes med teoriaftner, hvor kursisterne bl.a. lærer om biernes forunderlige liv i et
socialt samfund, men også om det nødvendige materiel til biavlen, samt om høst og behandling af
honningen. På kurset får kursisterne desuden indgående viden om biernes betydning for
bestøvningen af markernes, havernes og naturens blomstrende planter.   
Når foråret har fået fat, er det tid til at kursisterne rykker ud i skolebigården, som er det sted, hvor
foreningen har opstillet bistader. Her vil kursisterne hen over sommeren lære at passe en bifamilie i
praksis. Efter endt kursus er kursisterne klar til at anskaffe sig deres egen bifamilie.   

Tid og sted samt yderlig info 
Kursus i biavl begynder mandag den 09.03.2026 KL 19.00 på Kulturhuset Fjorden, adressen er Regnar
Langesvej 1, 5300 Kerteminde. Begynderkursus i biavl koster 450,- kr.  
Tilmelding senest mandag d. 02.03.2026 til Joachim Bentzen på
bestyrelsesmedlem@oestfynsbiavlforening.dk eller tlf. 40686079